onsdag, marts 14

Når mode nedbryder landegrænser


Hanneli, model og blogger
Når man taler om mode, er det svært ikke implicit at tale om globalisering også. Moden er et felt der om noget påvirkes af internationale indtryk og som konstant påvirkes af strømninger fra hele verden. Især i et land som Danmark, der ikke er modemetropol som Frankrig er det på grund af Paris og Italien med Milano, kan det være nødvendigt at søge ud over landets grænser. Dette gælder både når inspirationen skal findes, men også hvis industrien skal klare sig, da er det vigtigt at udlandet får øje på de danske designere.
 Den globalitet moden henter sin inspiration i, kan være på mange forskellige plan. Det kan være helt lavpraktisk, at en designer finder inspiration i, hvordan en bestemt kultur iklæder sig og lader detaljer herfra gå igen i sin egen kollektion. Det kan også være større samfundsmæssige ændringer eller hændelser, som f.eks. krige, kriser eller fremgang, der sætter sit præg på moden.

Men en ting er helt sikkert, når det kommer til moden, så holder inspirationen sig ikke inden for landegrænser. Det hverken når det gælder designerne, der skal skabe kollektioner eller når det kommer til alle os andre, der skal klæde os på.

Selv bruger jeg en del tid på at læse forskellige modeblogs og hente inspiration derigennem. Min pointe om globalisering i moden lader sig også vise i min bogmærkelinje. Her har jeg sider markerede af bloggere fra Danmark, men også fra andre lande, bl.a. Sverige og USA. Det paradoksale må være, at selvom bloggerne kommer fra forskellige steder, minder deres blogs og stil meget om hinanden. Det er de samme tendenser, de samme mennesker og de samme modeshows, de skriver om. Her meget sat på spidsen, det indrømmer jeg gerne.




Anna Wintour,
Chefredaktør for amerikanske Vouge

Der er ingen tvivl om, at det er et resultat af globaliseringen, for hvorfor ellers skulle så mange forskellige mennesker fra forskellige steder i verden, være så ensrettede. At vi har mulighed for at lade os inspirere af hinanden over hele verden må være roden til denne ensrettethed. Omvendt, tænker jeg, burde der så ikke være større udsving, burde der ikke være større forskelle på de forskellige bloggere?

De blogs jeg refererer til er alle vestligt funderet, det kan have en betydning, men alligevel - kunne man ikke forvente, at de kulturelle forskelle alligevel ville komme tydeligere til udtryk i et eller andet omfang?


Måske ikke. Måske har globaliseringen netop skabt grundlag for, at der på tværs af landegrænser kan skabes fællesskaber. I nærværende tilfælde er der altså skabt fundament for en gruppe, der er de toneangivende inden for moden. Et fællesskab, der ikke er bundet til bestemte nationer og klasser, som fællesskaber var det før globaliseringen, men i stedet et fællesskab bundet sammen af en fælles passion, mode.

 

1 kommentar:

  1. Hej Kristina

    Jeg har SLET ikke set dine beskeder om skjorten før nu :-) SORRY... Du kan smide mig en mail på sidselstray@hotmail.com så finder vi en suveræn pris til dig :-)
    Håber du ser denne besked :-)

    MVH Sidsel Stray

    SvarSlet