Den amerikanske udgave

En af mine gode veninder præsenterede mig for lidt siden for en engelsk tv-serie der hedder ''The Office''. Som titlen indikerer, handler den ganske enkelt om et kontor. Et rigtig typisk trist og gråt kontor i en papirvirksomhed i den lille by Slough i England. Den er lavet som en 'mockumentary', og forestiller altså at være en dokumentar om livet på kontoret, hvor der handlingsmæssigt ikke er det store drama.

Den britiske versions chef David Brent, spillet af Ricky Gervais

 

Alligevel synes jeg det er en genial serie. Charmen ved den er den britiske humor, det akavede, pauserne, det underspillede, og de kiksede og irriterende, men alligevel elskelige, karakterer. Det var der flere før mig der faldt for, og serien blev en succes, der oveni købet vandt flere priser, bl.a. en Golden Globe for bedste tv-serie. 

Cover til den amerikanske version

Efterfølgende har flere lande lavet deres egen version af den, hvor den mest kendte selvfølgelig er den amerikanske, der nu har kørt i 8 sæsoner, i forhold til den originale engelske versions 2.

Det med at lave en amerikansk version af succesfulde ikke-amerikanske film eller tv-serier er jo ret udbredt. I flæng kan man nævne Mænd der Hader Kvinder/The Girl with the Dragon Tatoo, The Ring der oprindelig var japansk, og i forhold til danske produktioner er der også lavet en amerikansk version af filmen Klatretøsen, eller tv-serien Forbrydelsen. Eksemplerne er mange.

Jeg kan udmærket godt forstå hvorfor de de gør det. Især for ikke-engelsktalende film eller serier, er det nok bare nemmere at lave en amerikansk version af en god idé, som kan blive udbredt til et stort amerikansk, samt det øvrige engelsktalende, publikum, fremfor at skulle vænne alle disse til at læse undertekster. Ved en engelsksproget serie som The Office er der ikke den sproglige grund til det, men eftersom den originale serie sluttede efter kun 2 sæsoner, har man været nødt til at lave sin egen amerikanske version for at kunne fortsætte succesen yderligere.

Desværre er det bare som om der altid går noget tabt når man laver en amerikansk, eller anden, version af noget originalt. Selvom man holder sig til indholdet, som når man fx i første sæson af The Office, stort set beholder de originale replikker, vil der altid være tale om en fortolkning. Skuespillet, og dermed de originale karakterer kan aldrig helt gøres efter på samme måde, og bliver derfor altid fortolket ind den kultur som oversætter filmen eller serien.

Når fx en svensk film oversættes til amerikansk er det klart at der sker små ændringer eller variationer når den oversættes til et andet sprog. Men i forhold til en serie som The Office, synes jeg at der er noget interessant i, hvordan der tydeligvis er noget mere og andet, en bestemt britisk humor i den engelske version, som åbenbart bare ikke kan oversættes til amerikansk, selvom de sådan set snakker det samme sprog.

Så selvom de kan optage en grundlæggende idé, et manuskript og replikker, må man nok erkende, at det bare ikke er alt, der kan oversættes til amerikansk.

Dokumentargenren

Dokumentargenren er en udbredt filmgenre i dag. Det er en genre som typisk opfattes som en troværdig kilde til viden om steder, personer, miljøer, kulturer osv. Vi bliver klogere af at se dokumentarer! Denne udtalelse tror jeg, der er bred enighed om.

Hvis jeg kigger på mit kendskab til dokumentarer favner det da også bredt.

Jeg har nok især set mange musikdokumentarer om fx Leonard Cohen, John Lennon, The Doors. Jeg ser dem, som alle andre, fordi jeg godt kan lide at få et indblik i deres liv, musik, historie. Jeg føler, jeg bliver klogere.

Jeg har set en dokumentar om Christiania og dennes beboere, hvor jeg fik et indblik i deres liv og et indblik i Stadens betydning. Den dokumentar bekræftede mig i at man selvfølgelig skal bevare Christiania.

 Jeg har også set Michael Moores dokumentarer ”Bowling for Columbine” og ”Sicko”. Disse dokumentarer forsyner mig med information omkring USA’s sundhedssystem og våbenkultur, som bestemt ikke er noget jeg ville kende til uden at have set dem.

”½ Revolution” så jeg til Nordisk Panorama sidste år. Det er en dokumentar, der viser Det Arabiske Forår i Cairo. Filmholdet bag består af danskere, palæstinensere, egyptere, franskmænd – en god blanding af folk der repræsentere forskellige dele af verden. I dokumentaren bliver det dog tydeligt at det ikke er vigtigt hvor de kommer fra, men at de alle er mennesker og kæmper for det samme: at nedlægge Mubaraks styre til fordel for et nyt folkestyre. Jeg fik en klump i halsen da jeg så den. Den talte til mig som menneske, som en del af dem.

Dokumentargenren er generelt god til at give indblik i andre verdener, og i og med at den opfattes som troværdig kan den også skabe store følelser. Man kan selvfølgelig diskutere, om ikke man ind imellem bør være bedre til at sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden. Michael Moores dokumentarer er netop kritiseret fordi de er så subjektive i deres tilgang, at mange mener de ikke viser et sandt billede af USA. En vestlig dokumentar vil måske vægte anderledes end en afrikansk dokumentar, og igen vil dokumentarfilmen selvfølgelig altid være vinklet alt efter instruktøren bag. Men troværdig eller ej kan den hjælpe os til at bringe den verden der omkranser os lidt tættere på, så andre kulturer, lande, personer mm. ikke er så fremmede for os. Dokumentaren kan altså være en god vej til at udvide sin horisont, hvis bare man husker også at være kritisk.

I den nærmeste fremtid har jeg planlagt at se dokumentaren ”Pina” der handler om den tyske danseinstruktør, og ”Testamentet” som er blevet omtalt som et dansk hollywood-drama. Jeg har kun hørt godt om dem, og glæder mig derfor til at få indblik i tysk moderne dans og et Hollywood i Danmark (?)…

Min globaliserede filmsamling

Min filmsamling består af 51 film. Af de 51 film er 44 af dem amerikanske, 4 er svenske, 1 er norsk, og sølle 2 af dem er danske. Min filmsamling er i den grad præget af globaliseringen, og jeg tror, det er noget, der gør sig gældende for mange danskeres filmsamlinger.

Det er ikke fordi, der ikke bliver lavet danske film – tværtimod, og de danske film har i de seneste år, gjort det rigtigt godt på det internationale marked. Sidste år (2011) vandt Susanne Biers film ”Hævnen” Golden Globe Award for bedste fremmedsprogs film, og Nikolaj Arcels film ”En kongelig affære” er netop blevet udtaget til hovedkonkurrencen på den internationale filmfestival. Man ser også i stigende grad danske skuespillere med fremtrædende roller i amerikanske film. Her tænker jeg bl.a. på Viggo Mortensen i ”Ringens Herre” og Mads Mikkelsen i James Bond filmen ”Casino Royal” osv.

Det er ikke sådan, at jeg ikke ser danske film. Jeg vil selv mene, at jeg har set en del danske film både på dvd og i biografen. Jeg kan altså godt lide danske film, og alligevel har jeg kun 2 danske film i min filmsamling bestående af 51 film?

Jeg køber ikke så mange film længere, og størstedelen af mine film er fra min tid i 9. klasse og starten af gymnasiet, hvilket jeg kunne forestille mig, også har lidt at gøre med, at mine film primært er amerikanske. På det tidspunkt var jeg meget glad for dansefilm og actionfilm, og de genrer var dengang i høj grad amerikanske.

 På trods af at jeg vil mene, at jeg i dag i højere grad ser flere danske film, end jeg tidligere gjorde, så kan jeg ikke løbe fra, at jeg nok stadigvæk, hvis man holdt regnskab, ser flere udenlandske film end danske – her især amerikanske. Om det så skyldes at vores filmmarked, er domineret af amerikanske film, selvom de danske film i stigende grad markerer sig på markedet, eller om det skyldes, at jeg ubevidst hælder til amerikanske film, det ved jeg faktisk ikke. Men jeg kan uden tvivl sige, at min filmsmag er præget af globaliseringen.

….Det da Jazz!

Når jeg frisk spørger, om folket vil med til Søndags Jazz på Cockney Pub, bliver jeg som regel mødt med blandede miner. Pludselig ændres mimikken til en tvivlende grimasse og en forsigtig mumlen kommer som svar; ”Tjooh. Øh, men hvad er det for noget?”…
 
Jamen siger det ikke sig selv? Det er da New Orleans inspireret Jazz fremført af The Bordello Bedwarmers, der, anført af den langskæggede, hatteklædte Mr. Owen’s labre saxofon og Andersens rungende kontrabas, jammer publikum tilbage til en stemning, der kun kan findes lige i Jazzens Mekka! Det da Jazz! Jazz, du ved…

Men det ved du måske ikke. For det siger ikke sig selv. Og i takt med jeg fik spurgt flere og flere, fik jeg også forskellige historier, om hvordan folk oplevede jazz. 

En havde været til tyrkisk jazz, og havde haft en forventning om nogle kendte toner, spicet lidt op med lidt kulturelle twist fra mellemøsten… Men måtte konstatere at det arrangement hun var kommet til, så absolut ikke havde noget med jazz, som hun kendte det af gøre, men nærmere hvad der måtte betegnes som tyrkist folkemusik – og de lokale tyrkerer festede den aften, som var det et sådan arrangement! 

Det var i hvert fald ikke sådan jeg forestillede mig jazz! Men det gjorde mig nysgerrig, og trods min frygt for at spoleret min store kærlighed til musikken, fik det mig til at spekulere på, hvordan jazz lyder andre steder. Ja hvordan mon jazz lyder i…. Cairo?
For at få min nysgerrighed stillet, ringede jeg til min gode ven Sidney (der tilfældigvis er halvt Egypter…) og spurgte ham hvordan et jazzarrangement ville lyde i hans andet hjemland: Ville der være sand i saxofonen, dadler i bassen og hele bandet spille på kamelryg???

Sidney fik hurtigt pillet min fantasi ned, og sendt nogle links med bud på egyptisk jazz – og det var bestemt ikke The Bordello Bedwarmers! Tvært imod. Med des arabiske klang og østlige stemning, mindede det langt fra om den vestlige musik jeg kender.
(http://www.youtube.com/watch?v=FILV-NxMDh4) (http://www.youtube.com/watch?v=H8_DOU2IU9w&feature=related)


Men vestlig jazz er jo heller ikke bare en slags musik. For i samme nu, jeg havde tænkt tanken, fløj mine tanker tilbage til musicalopsætningen i 9.klasse, hvor vi spillede "Chicago" - en musical, der udspiller sig i 1920'ernes Chicago, spækket med tidens favorit genre og der åbnes med nummeret "All that Jazz".... Som absolut heller ikke er noget nær The Bordello Bedvarmers!(http://www.youtube.com/watch?v=Ka7K2NPZAIQ)


Pludselig slog det mig, at ”Jazz” havde forskellige klang og udtryk alt efter location. Jazz er selvfølgelig en meget åben genre, men jeg måtte indse, at trods det kaldes jazz i hele verden, så er det nu engang en mangfoldig genre, der bliver tilpasset indenfor de forskellige kulturer i verden og derfor har folk helt forskellige opfattelser af hvad jazz egentlig er.

Så jeg må bliver ved med at specificere mig når jeg inviterer til jazz. Men har du en weekend fri og er du til saxofon, kontrabas og pubstemning, så slå på tråden – The Bordello Bedwarmers er der hver søndag!
(http://www.mikeowen.dk/?page_id=119)

***

Du danske sprog…

Globaliseringen har helt sikkert også en stor indflydelse når man taler om musik. Dansk rock, f.eks., er der langt hen ad vejen ikke noget specielt dansk over: inspirationen er klart hentet internationalt, og lyden er ikke udpræget lokal. Men hvad er egentlig lyden af dansk? Det nærmeste man kommer på det, er vel når en sang er skrevet på dansk, og i denne forbindelse, er det som om, det danske sprog på en eller anden måde er forbeholdt nogle specifikke genrer. Det danske sprog har de seneste 10år vundet stor gennemslagskraft bl.a. i poppen med Nik og Jay, Medina og Rasmus Seebach, og i Hip Hop med Malk de Koijn, Bikstok røgsystem og L.O.C. Men vi skal efterhånden nogle årtier tilbage for at finde rockbands, der har haft samme pondus på modersmålet. Skousen og Ingemann gjorde det. Dansk rocks rygrad Gasolin gjorde det. Vor tids store rockbands (Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy, DAD osv.) gør det ikke; de skriver på engelsk.

   Der tegner sig dog et nyt mønster, hvor flere og flere, også rockbands, vælger at skrive på modersmålet. Og der sker noget, når man lytter til dansksproget musik. På en eller anden måde går nærværet lige en tand op, og det er utroligt vedkommende. Ulige numres ”København” står som et soleklart eksempel på dette og på den nye bølge der er ved at tegne sig på den danske musikscene. Om det er globaliseringens værk, at flere og flere igen vender sig mod det danske sprog, skal jeg dog lade være usagt, men det kan sagtens ses som en kommentar hertil.

Hør Ulige Numres "København" her:

Når Afrika flytter til Ramten Skov

I flere år i træk har jeg besøgt min veninde på hendes afrikanske musik og danselejrlejr, Utamadunilejr, én weekend i slutningen af Juli. Utamaduni betyder kultur på Swahili og selve lejren ligger i Ramten Skov på Djursland. Hvert år bliver en lysning i Ramten skov altså omdannet til en lille afrikansk landsby, hvor folk danser og spiller musik, laver mad sammen og går i mønstret og farvestrålende tøj. Utamadunilejren samler årligt ca. 700 mennesker og startede i 1977 med et kulturudvekslingsprojekt som bragte en flok danskere i tæt kontakt med nogle lokale bønder og håndværkere i Sukumaland i Tanzania i Østafrika. Siden da har Utamaduni-gruppen formidlet Afrikansk kultur til Danmark.

Hvert år kommer der gæstelærere fra Tanzania og underviser og mange andre rejser hvert år til Afrika, hvor flere har fundet kærester som så også er med på lejren.

At denne kulturudveksling kan finde sted, er i høj grad en effekt af den globaliserede verden. Eller det ER den globaliserede verden. Folk flyver ud, oplever og tager kulturen med hjem. I dette tilfælde er der oveni købet også rigtigt mange afrikanere som får betalt flybilletten til Danmark for at videregive deres traditioner til Utamaduni-entusiasterne, samt at give lejren dét ekstra stænk af  autentisitet. Og egentlig syntes jeg, at det er ret fantastisk, at se Ramten Skov blive lavet om til lille Afrika for en uges tid. En uge hvor alle leger afrikanere og tager den afrikanske livsstil og i særdeleshed musikken til sig og gør den til en del af noget så dansk som en bøgeskov. Om aftenen bliver der sunget fællessang med Swahilisange. Men på et eller andet tidspunkt er der én der tager guitaren frem, og så sniger der sig lige en Beatlessang ind, som alle så også kan synge med på. Kulturudvekslingen går i høj grad begge veje og i ”kagefeen” er det danske kager der sælges.

Som sagt, er det lidt fantastisk med denne kulturudveksling, som også i høj grad foregår over internettet efter lejrens sidste dag. Man holder kontakt med ens afrikanske venner over facebook eller mail, og arrangerer næste års festival i samråd, selvom man er flere tusinde kilometer fra hinanden. Lejrens succes og det afrikanske kulturnetværk i Danmark, er i høj grad båret af den teknologiske udvikling og de mobile medier, og Danmarks grænser rækker på en eller anden måde meget længere ud igennem dette samarbejde.

Men samtidigt syntes jeg jo nok (og den står for egen regning) også at det er lidt skørt, når blege danske kvinder går rundt i sari-lignende tøj og går all-in på bongotrommerne, når man har i baghovedet at de trods alt bor i almindelige huse og er skolelærere og sygeplejersker. 
Hvis man er rutineret Utamadunimedlem er fascinationen af Afrika og afrikanernes kultur blevet en livsstil, men jeg kan ikke undgå at have følelsen af at ”det er jo bare noget vi leger”.

                                          (lånt fra http://www.utamaduni.dk/camp/images/fotos.htm)

Musik und Sprache

Hvad gør det for vores sprog – og for os – når vi er så lille et land? Vi må jo nødvendigvis vende os ud mod verden, når vi kun er 5½ million – vi kan jo ikke have nok i os selv. Så mange af os taler ikke kun dansk – vi taler engelsk, tysk, fransk etc. Ikke altid lige flydende, men vi prøver da.

Måske betyder det også noget for hvordan vi hører musik – og hvilken musik vi hører. Man kan selvfølgelig ikke sætte sig uden for sin egen kulturelle horisont, men man kan da prøve at forestille sig hvordan det ville være at leve i et andet land. Ville jeg tale mere end et sprog, hvis jeg var amerikaner? Ville jeg lytte til norsk musik, hvis jeg var brite? Man kan tænke nok så meget, men man kan aldrig vide det med sikkerhed.

Så jeg kan bare kigge på mig selv som dansker. Jeg lytter til musik der er på dansk, engelsk, tysk og norsk – og hvis jeg først begynder at kigge på hvor kunstnerne stammer fra, kan jeg krydse flere lande af på kortet, som fx Finland og Sverige.

Nogle af kunstnerne fra andre lande gør som mange danske kunstnere og synger kun eller mestendels på engelsk – og gør det dermed ”nemmere” for os der ikke taler deres sprog at lytte til dem. Men udover den større åbenhed mod verden, kan man tænke over om det overhovedet er en god ting? Hvis man nu ser det fra en kunstfaglig vinkel; burde man ikke udtrykke sig via det sprog, hvori man kender til flere nuancer og er mest hjemme i? Og burde det ikke altid være ens modersmål?

Der må være nogen, som finder fordel i at synge på engelsk – men der er helt sikkert også nogen, hvis musik har haft godt af at være på modermålet.

Kaizers Orchestra synger på norsk – et sprog jeg på ingen måde er flydende i. Og da jeg først hørte deres musik, engang i efterskoletiden, var jeg først afvisende. Jeg havde aldrig hørt musik som deres før, og når de sang på norsk var der en endnu større afstand mellem dem og mig. Men jeg begyndte at elske deres musik – og med den, deres tekster. Jeg har fundet oversættelser, jeg har læst teksterne mens jeg har lyttet til sangene og så videre. Og måske har det givet mig noget i forhold til at kunne forstå sprog og udtrykke mig.

Jeg kunne fortælle nøjagtig den samme historie om Rammstein, helt ned til tidspunktet, hvor jeg begyndte at høre dem – på efterskolen opdagede jeg meget ny musik. Ved Rammstein var det dog mere et spørgsmål om at genopdage og vedligeholde et allerede velkendt sprog. Jeg tror ærlig talt, at hvis jeg ikke lyttede til Rammstein, ville jeg have glemt det halve af det jeg har lært i tysktimerne. Eller mere.

Musik – ligesom billedkunst, ligesom litteratur, ligesom al kunst – åbner os op mod verden. Så hvorfor skulle vi begrænse os til den musik, som er tilgængelig inden for vores egen lille verden og vores eget lille sprog? Det er vel i det ukendte at man får de mest overraskende oplevelser.

Sangen, der startede det hele – Kaizers Orchestra: ”Kontroll På Kontinentet”

Sangen, der startede det hele – Rammstein: ”Wollt Ihr Das Bett in Flammen Sehen”

PS. Nej, det er ikke The Rasmus jeg hører fra Finland – det er Apocalyptica. ”Hall of the Mountain King”

Cajun eller kedelig kødpølse

I netto faldt jeg over en Cajun-spegepølse, som er et dansk produceret produkt med en smag af den fransktalende del af Louisiana – ifølge varebeskrivelsen!


Skal jeg anmelde pølsen, vil den snige sig op på 3 ud af 5. Den er let krydret og spiller godt sammen med en skive agurk, men det er vanskeligt at fremkalde smagen af sydstaterne. Den mangler cayennepeber. Med Wikipedia kan man blive klogere på cajun-køkkenet:

“The aromatic vegetables (poivron), onion, and celery are called by some chefs the holy trinity of Creole and Cajun cuisines. Roughly diced and combined in cooking, the method is similar to the use of the mire poix in traditional French cuisine — which blends roughly diced onion, celery, and carrot. Characteristic aromatics for the Cajun version may also include parsley, bay leaf, green onions, and dried cayenne pepper.”

En verden af mad

Vi er 4 unge kvinder med en passion for lækker mad, der studerer Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet. I forbindelse med et undervisningsforløb, der omhandler begrebet globalisering, synes vi det kunne være interessant gennem blogging at belyse, hvordan en ganske banal ting som mad i udfoldet form har flere facetter end man umiddelbart skulle tro.

Omdrejningspunktet for bloggen vil være vores madvaner, set i en global kontekst. Vi vil helt personligt observere hvorfra de fødevarer vi køber og de retter vi tilbereder kommer fra, hvilke nationale retter vi adopterer fra andre kulturer og sætter vores eget præg på og generelt hvorledes mad i dag er blevet et globalt anliggende. Bloggen er en art: vis mig din indkøbspose/køleskab – hvor vi deler billeder af vores madliv og kommenterer på de globale aspekter, vi falder over.

Hvor globalt er vores lille danske køleskab, hvis man kigger det efter i sømmene?

- Ida, Emilie, Mette og Bettina

Mexicansk på menuen

Dagens indkøbspose er blevet pakket ud. Det slog mig da jeg var ude og handle ind, at der faktisk er ret langt mellem de danske varer i de danske supermarkeder. Et enkelt område i butikken var hovedsagligt ”dansk” – kølerummet med mejeriprodukter. Altså produkter der har en meget kort holdbarhed, medmindre de er kondenserede eller på anden vis tilsat alle mulige stoffer for at kunne holde længere – så kan de muligvis være importeret fra den anden side at verden.

Mindre end 10% af min indkøbsposes varer er fra Danmark. Faktisk er det kun produkterne i øverste venstre hjørne, samt rødbederne i nederste højre hjørne der er fra DK. Alle de andre varer repræsenterer lande såsom Columbia, Chile, Italien, Israel, Egypten og Spanien.

Varerne skal blive til en omgang guacamole og chimichanga (plus lidt diverse til hist og pist). Vi skal lege mexicanere i køkkenet i morgen aften – selvfølgelig med en klassisk Mexicanske Corona til, som i virkeligheden er produceret i Spanien  Jeg har fundet mine opskrifter på nettet og har desværre aldrig været i Mexico og smage den autentiske udgave. Derfor vil jeg umiddelbart tro, at jeg laver en udgave der nok er tilpasset de danske smagsløg.