Du danske sprog…

Globaliseringen har helt sikkert også en stor indflydelse når man taler om musik. Dansk rock, f.eks., er der langt hen ad vejen ikke noget specielt dansk over: inspirationen er klart hentet internationalt, og lyden er ikke udpræget lokal. Men hvad er egentlig lyden af dansk? Det nærmeste man kommer på det, er vel når en sang er skrevet på dansk, og i denne forbindelse, er det som om, det danske sprog på en eller anden måde er forbeholdt nogle specifikke genrer. Det danske sprog har de seneste 10år vundet stor gennemslagskraft bl.a. i poppen med Nik og Jay, Medina og Rasmus Seebach, og i Hip Hop med Malk de Koijn, Bikstok røgsystem og L.O.C. Men vi skal efterhånden nogle årtier tilbage for at finde rockbands, der har haft samme pondus på modersmålet. Skousen og Ingemann gjorde det. Dansk rocks rygrad Gasolin gjorde det. Vor tids store rockbands (Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy, DAD osv.) gør det ikke; de skriver på engelsk.

   Der tegner sig dog et nyt mønster, hvor flere og flere, også rockbands, vælger at skrive på modersmålet. Og der sker noget, når man lytter til dansksproget musik. På en eller anden måde går nærværet lige en tand op, og det er utroligt vedkommende. Ulige numres ”København” står som et soleklart eksempel på dette og på den nye bølge der er ved at tegne sig på den danske musikscene. Om det er globaliseringens værk, at flere og flere igen vender sig mod det danske sprog, skal jeg dog lade være usagt, men det kan sagtens ses som en kommentar hertil.

Hør Ulige Numres "København" her:

Når Afrika flytter til Ramten Skov

I flere år i træk har jeg besøgt min veninde på hendes afrikanske musik og danselejrlejr, Utamadunilejr, én weekend i slutningen af Juli. Utamaduni betyder kultur på Swahili og selve lejren ligger i Ramten Skov på Djursland. Hvert år bliver en lysning i Ramten skov altså omdannet til en lille afrikansk landsby, hvor folk danser og spiller musik, laver mad sammen og går i mønstret og farvestrålende tøj. Utamadunilejren samler årligt ca. 700 mennesker og startede i 1977 med et kulturudvekslingsprojekt som bragte en flok danskere i tæt kontakt med nogle lokale bønder og håndværkere i Sukumaland i Tanzania i Østafrika. Siden da har Utamaduni-gruppen formidlet Afrikansk kultur til Danmark.

Hvert år kommer der gæstelærere fra Tanzania og underviser og mange andre rejser hvert år til Afrika, hvor flere har fundet kærester som så også er med på lejren.

At denne kulturudveksling kan finde sted, er i høj grad en effekt af den globaliserede verden. Eller det ER den globaliserede verden. Folk flyver ud, oplever og tager kulturen med hjem. I dette tilfælde er der oveni købet også rigtigt mange afrikanere som får betalt flybilletten til Danmark for at videregive deres traditioner til Utamaduni-entusiasterne, samt at give lejren dét ekstra stænk af  autentisitet. Og egentlig syntes jeg, at det er ret fantastisk, at se Ramten Skov blive lavet om til lille Afrika for en uges tid. En uge hvor alle leger afrikanere og tager den afrikanske livsstil og i særdeleshed musikken til sig og gør den til en del af noget så dansk som en bøgeskov. Om aftenen bliver der sunget fællessang med Swahilisange. Men på et eller andet tidspunkt er der én der tager guitaren frem, og så sniger der sig lige en Beatlessang ind, som alle så også kan synge med på. Kulturudvekslingen går i høj grad begge veje og i ”kagefeen” er det danske kager der sælges.

Som sagt, er det lidt fantastisk med denne kulturudveksling, som også i høj grad foregår over internettet efter lejrens sidste dag. Man holder kontakt med ens afrikanske venner over facebook eller mail, og arrangerer næste års festival i samråd, selvom man er flere tusinde kilometer fra hinanden. Lejrens succes og det afrikanske kulturnetværk i Danmark, er i høj grad båret af den teknologiske udvikling og de mobile medier, og Danmarks grænser rækker på en eller anden måde meget længere ud igennem dette samarbejde.

Men samtidigt syntes jeg jo nok (og den står for egen regning) også at det er lidt skørt, når blege danske kvinder går rundt i sari-lignende tøj og går all-in på bongotrommerne, når man har i baghovedet at de trods alt bor i almindelige huse og er skolelærere og sygeplejersker. 
Hvis man er rutineret Utamadunimedlem er fascinationen af Afrika og afrikanernes kultur blevet en livsstil, men jeg kan ikke undgå at have følelsen af at ”det er jo bare noget vi leger”.

                                          (lånt fra http://www.utamaduni.dk/camp/images/fotos.htm)