Rejser. Nu som statusmarkør?

”At rejse er at leve”. Noget vi i det vestlige samfund må sige at have tilsluttet os. Noget af det ypperste man kan foretage sig er at rejse, og jo mere eksotisk jo bedre. Det er som om, der i de seneste år er opstået et hierarki indenfor rejser. Det fedeste er ikke længere grisefester på Mallorca eller camping ved Gardasøen i Italien – det er blevet lidt for ”turistet”. Hvis man derimod hanker op i backpacker rygsækken og rejser til et ”eksotisk sted” som Sydamerika eller et asiatisk land, er man godt kørende. For de såkaldte eksotiske steder er garant for oplevelser, hvorimod de af danskere ofte benyttede destinationer som Mallorca og Kreta, blot er feriesteder og derfor ikke længere noget specielt.

Men hvorfor er der sket dette skift i opfattelsen? Det handler vel bare om personlige ønsker og præferencer, når man vælger hvor man vil tilbringe sin tid? Personligt tror jeg det grunder i alle de muligheder vi har i dag. Der er efterhånden ingen steder man ikke kan rejse til. Så hvis mulighederne ikke benyttes må det være tegn på, at man ikke er et kulturelt menneske eller at man ikke har økonomien i orden! Dette er en ret firkantet måde at skrive det på, men ikke desto mindre tror jeg, det efterhånden er opfattelsen hos mange folk. Og det er i min optik en meget risikabel og ærgerlig holdning at have til det at rejse og tage på ferier. For pludselig er det ikke længere godt nok, når forældre tager deres børn med på campingplads i Spanien, eller i sommerhus ved Vesterhavet. Det skal hele tiden værre større og vildere, hvilket er krav og forventninger de færreste danske familier kan leve op til.

Rejser, om det så er ”find dig selv”-rejse, ”oplev verden”-rejse, ”drik dig fuld i Bulgarien”-rejse eller en helt fjerde, må man gå ud fra, at den pågældende rejseform er det bedste valg for den enkelte. Det er subjektivt hvornår vi føler, at vi virkelig er i live. ”At rejse er at leve” må derfor også være ensbetydende med, at den optimale rejseform ikke er ens for alle.