Dokumentargenren

Dokumentargenren er en udbredt filmgenre i dag. Det er en genre som typisk opfattes som en troværdig kilde til viden om steder, personer, miljøer, kulturer osv. Vi bliver klogere af at se dokumentarer! Denne udtalelse tror jeg, der er bred enighed om.

Hvis jeg kigger på mit kendskab til dokumentarer favner det da også bredt.

Jeg har nok især set mange musikdokumentarer om fx Leonard Cohen, John Lennon, The Doors. Jeg ser dem, som alle andre, fordi jeg godt kan lide at få et indblik i deres liv, musik, historie. Jeg føler, jeg bliver klogere.

Jeg har set en dokumentar om Christiania og dennes beboere, hvor jeg fik et indblik i deres liv og et indblik i Stadens betydning. Den dokumentar bekræftede mig i at man selvfølgelig skal bevare Christiania.

 Jeg har også set Michael Moores dokumentarer ”Bowling for Columbine” og ”Sicko”. Disse dokumentarer forsyner mig med information omkring USA’s sundhedssystem og våbenkultur, som bestemt ikke er noget jeg ville kende til uden at have set dem.

”½ Revolution” så jeg til Nordisk Panorama sidste år. Det er en dokumentar, der viser Det Arabiske Forår i Cairo. Filmholdet bag består af danskere, palæstinensere, egyptere, franskmænd – en god blanding af folk der repræsentere forskellige dele af verden. I dokumentaren bliver det dog tydeligt at det ikke er vigtigt hvor de kommer fra, men at de alle er mennesker og kæmper for det samme: at nedlægge Mubaraks styre til fordel for et nyt folkestyre. Jeg fik en klump i halsen da jeg så den. Den talte til mig som menneske, som en del af dem.

Dokumentargenren er generelt god til at give indblik i andre verdener, og i og med at den opfattes som troværdig kan den også skabe store følelser. Man kan selvfølgelig diskutere, om ikke man ind imellem bør være bedre til at sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden. Michael Moores dokumentarer er netop kritiseret fordi de er så subjektive i deres tilgang, at mange mener de ikke viser et sandt billede af USA. En vestlig dokumentar vil måske vægte anderledes end en afrikansk dokumentar, og igen vil dokumentarfilmen selvfølgelig altid være vinklet alt efter instruktøren bag. Men troværdig eller ej kan den hjælpe os til at bringe den verden der omkranser os lidt tættere på, så andre kulturer, lande, personer mm. ikke er så fremmede for os. Dokumentaren kan altså være en god vej til at udvide sin horisont, hvis bare man husker også at være kritisk.

I den nærmeste fremtid har jeg planlagt at se dokumentaren ”Pina” der handler om den tyske danseinstruktør, og ”Testamentet” som er blevet omtalt som et dansk hollywood-drama. Jeg har kun hørt godt om dem, og glæder mig derfor til at få indblik i tysk moderne dans og et Hollywood i Danmark (?)…